Hvad
SSP-samarbejde,
kriminalitetsforebyggende samarbejde på kommunalt plan mellem
Skole, Sociale myndigheder og Politi, rettet mod børn og unge
samt deres forældre.
SSP-samarbejdet indledtes i 1975 med Det Kriminalpræventive Råds
nedsættelse af Det Centrale SSP-udvalg. Silkeborg kommune kom med i
1985.
I dag har langt de fleste kommuner etableret et
SSP-samarbejde. Det er organiseret forskelligt i kommunerne. På
trods af de forskellige faglige referencerammer er det vigtigt, at
der i SSP-samarbejdet skabes en fælles forståelse af barnet og
familiens behov.
SSP-samarbejdet sigter på tre former for indsats:
- Den generelle indsats sker i forhold til alle børn og
unge, fx i form af holdningsbearbejdende undervisning i skole og
ungdomsklub eller i form af fritidstilbud som idræt, lektiehjælp
eller andet.
- Den specifikke indsats, fx i form af særlige
projekter, sættes ind over for grupper, som har været på kant med
loven eller viser tegn på omsorgssvigt.
- Den individorienterede indsats over for børn og unge,
som har begået kriminalitet, sættes ind for at forsøge at hindre
dem i at fortsætte ad den vej. Ofte vil der her være tale om
egentlig behandling.